Cykelrute 4 – Torstedlund med Flyverstenen

Rute gennem Suldrup til Aarestrup, hvor man kan se Aarestrup Kirke og “Flyvergravene”.
Herfra ind i Torstedlund Skov, hvor der køres ad gode skovveje til “Flyverstenen”, der står til minde om det britiske bombefly, der 20. april 1945 styrtede ned på stedet.

.

Ruten er ad forholdsvist mindre veje, dog bortset fra den stærkt befærdede vej mellem Tranten og Suldrup.
Gennem skoven er vejene ganske udmærkede.
Man skal være opmærksom på, at Torstedlund Skov kan være lukket på grund af jagt eller særligt arbejde i skoven. En lukning er altid godt markeret ved indkørslen til skoven.

Ruten er på 47 km.

Nedenfor lidt om, hvad man kan se på turen.

Helt for neden en nærmere beskrivelse af rutens forløb.

.

Bemærk på turen

1: Start turen i Øster Hornum ved krydset Nibevej/Øster Hornumvej.

2: Flemming B. Muus blev 1943 sammen med tre andre modstandsfolk i faldskærme nedkastet her omkring, tæt ved Hornum Sø. De søgte efter nedkastningen til Støvring Højskole og kom derfra sikkert videre for at organisere modstandsbevægelsen mod den tyske besættelse 1940-45.

3: Hjedsbæk rummede før i tiden en vandmølle, drevet i forbindelse med kroen. Mølledammen ses stadig.

4: Suldrup er en levende by med skole, kro, nødvendige butikker og en kirke, oprindeligt bygget i romansk stil i 1100-tallet. Altertavlen overført fra nedlagte Buderup Kirke. Et tårn blev tilføjet 1943. Kirken er åben i dagtimerne.

5: Aarestrup har forsamlingshus og en friskole. Indtil 1970 var Aarestrup en selvstændig sognekommune. Kirken er åben i dagtimerne. I kirken bemærkes specielt den katolske egetræsskulptur forestillende Maria Selvtredje: Jesus på skødet af sin mor Maria, der igen sidder på skødet af sin mor Anna. På kirkegården ligger den omkomne flybesætning fra det britiske bombefly, der forulykkede over Torstedlund Skov 20. april 1945. På nedstyrtningsstedet er rejst mindesmærket Flyverstenen.

6: Torstedlund var før i tiden en betydelig herregård, nu stor kvægfarm.

7: Nørlund Savværk er et af Danmarks største savværker.

8: Flyversten er rejst efteråret 1945 af arbejdere fra skoven og savværket til minde om de 11 besætningsmedlemmer af det britiske bombefly, der her styrtede ned 20. april 1945. Flyet var på vej tilbage efter togt over Skagerrak og Kattegat på jagt efter tyske ubåde. De omkomne er begravet på Aarestrup Kirkegård.
BEMÆRK: Skoven kan være lukket for offentlig adgang pga. jagt eller særligt arbejde.

9: Oplev er en lille landsby, der er værd at køre indenom.

10: Gravlev er en charmerende landsby, der ligger ned til Gravlev Sø. Gravlev Kirke, bygget i romansk stil i 1100-tallet ligger højt, fra kirkegården, der rummer Anders Bundgaards grav. Flot udsigt over Gravlev Sø og over mod Rold Skov. Kirken er åben april til og med oktober på hverdage fra 8.00 til 15.00.

11: Gravlev Skole blev bygget 1955 til afløsning af skolerne i Gravlev og Fløe. Nedlagt 1989 og har siden fungeret som forsorgshjem.

12: Fløe Skole fungerede i hele sin levetid frem til lukningen i 1955 med én lærer og to klasser ”store klasse” og ”lille klasse”, der skiftevis undervistes, tre dage hver om ugen.

13: Sørup Kirke er forholdsvis ny, bygget 1906. Tårnet blev tilføjet 1952. Åben 8.00 til 16.00 alle dage.

RutebeskrivelseDistance
Start i Øster Hornum, krydset Nibevej/Øster Hornumvej.0,0 km
Kør ad Nibevej mod Sørup til Gammel Viborgvej, drej til højre.2,4 km
Ad Gammel Viborgvej, til højre ad Hjedsbækvej til kryds Aarestrupvej i Suldrup.8,5 km
Drej til venstre ad Aarestrupvej til Aarestrup; fortsæt her ad Aarestrupvej til venstre.4,5 km
Drej til højre og følg Haverslevvej til Torstedlundvej.2,1 km
Drej til venstre ad Torstedlundvej. Fortsæt til vejen drejer skarpt til højre; kør 50 meter ligeud; derefter straks til venstre og drej igen til venstre ved RAF-mærke.2,5 km
Fortsæt ligeud og drej til højre i vejkryds; også her RAF-mærke.1,2 km
Kør, til du i venstre side ser RAF-mærke. Drej her til venstre, efter et par hundrede meter er du ved Flyverstenen.0,8 km
Tilbage på vejen drej til venstre og fortsæt til kryds, hvor der drejes til venstre.0,4 km
Fortsæt ligeud, ved vejgaffel holdes til højre. Du kommer snart til Stubberuphusvej.1,9 km
Drej til venstre, og du er tilbage i Aarestrup.1,6 km
Drej til højre ad Haverslevvej, forbi Oplev og til hovedvej ved Gravlev.6,0 km
Drej til venstre, et kort stykke ad hovedvej uden cykelsti. Ved Gravlevvej drejes til venstre (tag evt. en tur ned i Gravlev, kirke og sø).0,4 km
Følg Gravlevvej, drej til venstre ad Fløevej og til højre ad Præstevej til rundkørsel på Nibevej.3,5 km
Fortsæt ligeud ad Juelstrupparken til rundkørsel på Hjedsbækvej1,3 km
Drej til venstre ad Hjedsbækvej til Sørup1,7 km
Fra Sørup køres til udgangspunkt ad Nibevej, cykelsti hele vejen.8,0 km
Turens længde47,0 km

Tekst: Øster Hornum elcykellaug, marts 2025.

Scroll to Top