Tage Dalby har gennem årene lagt en del lune og lidt skæve fortællinger om livet i og omkring Øster Hornum på “Øster Hornums opslagstavle”. Når fortællingerne har været på et stykke tid, forsvinder de igen, for sådan er Face-Books natur – de aktuelle opslag ligger øverst og efterhånden forsvinder de igen. For at Tages fortællinger ikke skal gå i glemmebogen, vil de for fremtiden kunne læses her på siden – og der vil komme flere tid!
Hvordan man løser alle problemer en aften i juletiden
Een af juledagene her i Øster Hornum, og om hvordan man kan løse problemer i Rebild kommune………..
Dagen efter…………
Jeg var til julefrokost i går…….og den foregik over hele dagen. Henrik og Camilla havde invitere nogle gode borgere til at afholde fornuftig og interessant jule-komsammen. Vi spiste godt, havde gavespil, kaffe og dertil en del omgang med alkohol i forskellige forklædninger. Nu er det sådan at jeg næsten altid har haft en bil med til sådanne arrangementer og derfor har holdt mig ædru. Nu var lejligheden til at udfordre skæbnen. Og der var rød Aalborg, som absolut ikke er min favorit – og jeg opdagede tidligt i min karriere i festlige lag, at sammenblanding med den liflige drik fra Aalborg – endda fra nabobygningen til min tidligere arbejdsplads, sammen med sild, var en farlig blanding. Jeg bebrejdede i mange år silden til at være skurken, men ved erfaring ved flere festligheder uden sild, opdagede at det blev bevist at det var den røde djævel der havde skylden i dels hovedpine og lidt synsforstyrrelser. Flere har opdaget, efter en sjov aften – næste dag, når man hverken var sulten eller tørstig……så kunne synet flytte sig ca. 20 cm til højre, ja tilbage igen og så til venstre, samtidig med rumlen og som om man havde slugt en våd kat baglæns.
Dagen gik fint. Vi blev godt trakteret, vi fik drøftet problemer omkring vores kommune…………ja, vi ligefrem løste dem, og kunne slet ikke forstå at man fra politisk side ikke havde samme løsnings evne som vi jo havde. Plejehjem var en lille diskussion på et kvarter – alt var løst , også det økonomiske. Byens vækst var slet ikke noget problem. Ungdommen i Øster Hornum havde en gylden fremtid. Ja, selv seniorene, hvis fremtid måske var begrænset af naturlig høj alder, de kunne glæde sig til vores løsninger kom på brædtet.
Måske de herrer og damer i Rebild Byråd, skulle slå sig på flasken og få løst alle problemer. Det ville også kunne skabe glæde mellem højre og venstre fløj……skabe gode løsninger og kærlighed fra deres undersåtter.
Vi gik videre. Regeringen, som har mange problemer – der havde vi løsningerne. Ham, i USA, hvad er det nu han hedder……….åh, ja Trump og Putin……….det var eet af de store emner…….det krævede også næsten en halv time. Zelenskyv………han var en hæders mand og ham skålede vi så for.
Nu dagen efter dette møde, hvor vi var velvilligt indstillet overfor modstanderne af afholdsforeningens sande venner – så er det man tænker – var vi virkelig så kloge i går. I hvert tilfælde så kom den våde kat frem i lyset igen – den som man i ungdommens vår også fik mæ-sjæl vågne op til normal virkelighed
På Gøglerbåden som 14-årig
Jeg var 14 år. Mine forældre havde besøg af een af mine fars fætre og hans kone. Fætteren ville muligvis flytte til Aalborg fra Sønderjylland. Han spurgte mine forældre – “er der så noget kultur i Aalborg”. Min mor nævnte Aalborghallen og kunstmuseet og flere andre steder. Min far sagde – vi ka’ jo tage derind og se (vi bor på landet) – sagt, så gjort, og jeg fik lov til at komme med. Vi tog på Ambassadeur (min fars forslag) og endte i Tyroler hallen. Efter at været bænket der, bestilt øl og sodavand til mig, begyndte den sydtyske musik at gjalde. Pludselig var der nogle unge mennesker som spurgte om de måtte sidde ved vores bord – jo, sæt I jer bare her. Min mor og far bemærkede at jeg var helt tavs og at jeg måske kendte dem. Jeg kom til at sidde ved siden af Flemming Sørensen……..ja, og resten af “The Defenders” – de havde nok fri efter en koncert. Stor oplevelse. “Nå – skal vi til næste sted ? sagde min far” – og så gik turen til Gøglerbåden. Jeg var ikke klar over, hvad underholdningen var der. Var det sang, klavermusik eller kunstnere der optrådte med dans. Og det var det. Der stod en båndoptager af mærket tandberg og afspillede nogle intime sydamerikanske rytmer mens en blond pige afklædte sig. Mine øjne var plantet på synet af min sodavan men kunne da godt skimte lidt ud til siden…….så da hun til sidst afslørede frisuren for neden var jeg glad for at det her var ovre – jeg havde nu indtaget 2 vallash sodavand. Fars fætter søgte ikke job Aalborg men jeg havde en spændende fortælling til klassekammeraterne i skolen.
Kælke på Kirkebakken
Mon vi får hvid jul iår eller har vi fået et andet klima. Mange børn har ikke prøvet en tur på kælk ned ad kirkebakken. Da vi var børn skulle vi da prøve at køre ned ad bakken, undgå at få drejet ind på trappen som var lidt længere (ca 4 meter) mod syd, så man kunne køre ned på begge sider af trappen. Jeg var da vild med at kunne køre helt ned til Brugsen. Henrik Haase der bor på Smedevænget, prøvede den vilde tur ned ad bakken, og ikke at få drejet fra – og kørte så ind gennem Oda Mikkelsens fordør (det røde hus nedenfor kirken) for at gøre holdt et par meter inde i gangen. Hans onkel, Carl Haase, reddede ham for hvad der indenfor korporlig straf (røvfuld) af hans far. Oda fik sin dør repareret af Carl, som holdt hemmeligheden sammen med Henrik og hans far blev holdt udenfor denne viden om slædetur ned ad kirkebakken. Nu er trappen flyttet ind mod præsteboligen og kirken er blevet med oplysning………..og Henrik blev nok oplyst af onkel Carl at det “gik denne gang”…….
Hjemmefotografen
I min drengetid var der mange service ydelser og handel som kom til Øster Hornum udefra. Fra Nibe kom fiskemanden med fiskefars og al slags fisk. Jeg kan huske at han havde en stor pung, hvor der var mange mønter i + en ekstra stor tegnebog til sedler. Nogle gange gennem sommeren kom der skærslippere med deres cykler, hvor der var påmonteret sliberedskaber. Så var der også nogle sy-damer, som især rejste rundt på gårdene og syede tøj, syede endda tøj om, tit tøj fra større børn og deres forældre, som så blev til nyt tøj til mindre søskende – ja, endda kunne en fars gamle frakke blive til en drengs sommer korte bukser – ja, sådanne shorts faldt tungt på gulvet når selerne blev løsnet og livremmen lukket op – og så kunne du korte bukser stå oprejst indtil næste morgen – det var kvalitet og stærkere end det fra ”TEMU”.
Så var der fotograferne som drog rundt hos familier og tog portrætter og familiebilleder. Gabs i Tønder var én af de fotografer der fotograferede de sønderjyske familier og lavede abonnement og at fotografere hvert år– ja og dem der fløj rundt og to luftfotos især af gårde. Der blev også taget en del luftfotos her i byen og omegnen.
Hjemme hos os på det gamle kommunekontor, hvor vi boede, kom der også engang en fotograf forbi, og vi blev fotograferet, Min mor Birte og far Cræn (som var kæmner), søster Aase og mæ-sjæl. Vi blev stillet an inde i stuen. Her er 2 billeder som er blevet lavet til film (video) med hjælp af Ai.
Se billedet i bevægelse: KLIK HER!
Biograftur i 1955 – Lille Per
En søndag for mange år siden, i 1955, plagede jeg min mor og far om at se ”Lille Per i sneen”. Jeg var lige blevet 5 år og der var et par uger til jul. Min far sagde at det nok var en god ide, for der manglede også en enkelt julegave, som skulle købes og biografen, som Lille Per havde til huse, var i Bispensgade, og hed Palads Bio. ”Kan min kammerat, Ole (Murer Anders’s og Klaras søn) ikke komme med?”. ”Jo” – og det blev aftalt med murer Anders at Ole kunne komme med.
Vi var inde i Bispensgade og i en isenkram og spændte var vi på biografturen. Så oprandt tidspunktet, hvor vi entrerede film salen og fik vores pladser, fik slået sæderne ned, og det hele begyndte med reklamer – ”Skal du ha’ bank, så skal du ha Landmands bank” og Preben Mahrt rullede ½ tube Bryll creme over sit flotte hår og blev endnu mere smart.
Så kom endelig Lille Per og resten af hans søskende og onkel Anders. Det var spændende. Lille Per og familie var på ferie i Norge. Og så skete det forfærdelige. Lille Per blev væk fra de andre. Og det syntes Ole og jeg var så tragisk, så vi begyndte at græde i vilden sky. Alle i biografen vendte deres opmærksomhed på os to knægte fra Øster Hornum, og Lille Per sang så højt han kunne ” Der står en ko, la’ vær og glo. Vi er da mægtig fine venner vi to” – det var i slutningen af sangen, og vi øjnede nu en chance for at ville blive genforenet med Ole og Søs og storesøsteren og Ib Mossin. Vandet som i et par minutter havde strømmet ned over kinderne, var nu heldigvis stoppet. Cræn og Birte (min mor og far) var rolige. Filmen sluttede, vi drog over til C.W. Obels Plads, hvor Obel Recorden var parkeret. Det var Ole og min debut i biografture, som vi senere selv tog rundt til, blandt andet i Støvring, sammen med vores andre kammerater.
Varme bølger i det lille hjem …
I 1968 var der demonstrationer i Paris’s gader. Studenterne lavede oprør og det førte også til oprør på Københavns universitet – og Vietnam krigen rasede videre og vi så daglige filmklip på TV. Min mor havde haft 48-års fødselsdag og hun var begyndt at svede en del – der var vanddråber på panden, humøret var labilt (lægesprog) – eller svingende, som er mere mig. Min far og jeg hyggede os med tv-nyhederne mens min mor gik bagved og prøvede på at få lidt opmærksomhed. Cræn (min far) kom engang imellem med en bemærkning om de unge studenter, som han mente, godt kunne have gavn af en tur i roerne. Vi var enige om at amerikanerne skulle ud af krigen.
Pludselig kom min mor på banen. Hun ville gerne have vores mening om et eller andet – om f.eks. den og den salme var den rigtige at spille efterfølgende søndag i kirken – hun var jo organist. Det var jo et emne, som ikke lige var til højrebenet for far og søn – så vi lavede lidt sjov med – at hun jo kunne spille ”Kære lille Mormor” som postludium (udgang af kirken). Så blev hun gal – jeg grinte og stod tættest ved hende. Hun langede først ud med venstre og senere med højre – sveden piblede fra panden, og jeg kunne også se, at der kom fugtighed fra armhulerne – jeg greb dem begge. Så tudede hun (og var ekstra vred) og jeg kunne ikke lade være med at grine – det er jo ungdommens løssluppenhed i fuld vigør (det ville jeg ikke gøre i dag). Så råbte hun om hjælp fra min far ……. ”Cræææææn”. Han var i gang med Vietnam krigen ………. så sagde han højt ” Birte -Ta’ og gå ud på trappen og få lidt frisk luft og lidt kulde – Du ka’ eventuelt bide lidt i gelænderet – det ska’ nok hjælpe”. Dengang talte man ikke så meget om overgangsalder.
Min far har altid haft en replik til næsten alt – det har jeg arvet, dog med forskel at jeg er ”Skytte”, som jo er kendt for at skyde med skarp. Det sårer desværre nogle. Jeg siger det jo i en god mening – og mener at humor’s grænse har en meget længere spændvidde end nogle mener.
På Kommunekontoret (nede på Nibevej) var min far kæmner. Der var alt af det der behandles på kommunen. Engang kom en mand ind på kontoret – var meget alvorlig. Min far kom til skranken og spurgte manden om, hvad han kunne hjælpe med. Manden svarede ”Du ska’ lige vide en ting – mine hænder sidder løse”. Min far svarede, mens han rakte ind i skranken efter en rødlig blanket – ”så ska’ du lige udfylde denne her!”. Man så på blanketten ”Hva’ er det for noget?” – Min far: ”Det er en ansøgning om kunstige lemmer” – heldigvis havde manden humor ………..
Børnebørn på sommerferie
For en del år siden kom børnebørnene på ferie hos os. Tiden skulle jo gå, jeg havde hvert år afsat nogle feriedage til sommerferiebesøget. De kom fra alle steder af landet. Så var Katbakken med alle legetingene og shelterne det sjove sted. Også dammene nede bagved Brugsen og åen bagved Svanedammen var et hit. Der blev spillet fodbold, vi havde et bob-bræt og et fodboldspil, som jeg havde fået overdraget ved storskraldsindsamling – hos Erik og Else Marie (flinke mennesker på Søndervænget). Jette sagde til mig: ” Ka’ du ikke købe et telt – det er børn så glade ved at lege i”. Jo, så jeg kørte ud til Harald Nyborg, og midt i butikken havde de opstillet 3 forskellige telte. Først en iglo, dernæst et mindre og så et lidt større. Nu er det sådan at jeg ikke køber katten i sækken, så igloen skulle jeg da lige prøve om det nu var stort nok – jeg krøb med besvær ind gennem åbningen, og kunne med det samme ane, at det var svært at bevæge sig rundt. Efter at have kørt rundt i ca. fem minutter – og lavet adskillige buler i siderne (som heldigvis rettede sig ud igen) – kom hovedet i retningen af udgangen, og jeg stak hovedet ud. Jeg så en større forsamling, som troede at jeg var en del af showet. Jeg hilste pænt og spillede med på det – indtil en ældre herre sagde: ”Jeg tror du skal købe det ved siden af”.
”Bøst Marinus”
Der har altid været originaler i vores by – dog flest for længe siden. Bøst Marinus boede på Øster Hornumvej. Han var børstenbinder, lavede børster og koste i alle størrelser. Han så ud som om han gik i ét med naturen – altså de mørke dele – som på en efterårsdag, så var det uanset om han havde kasket på eller ej. Han var ikke udstyret med store åndsevner, men han klarede sig alligevel nogenlunde. Hvis man skulle snakke med ham, gik man over på bagsiden af huset, gik ind i bryggerset og bankede på hans dør. Sommetider var han ikke hjemme. Så var der en lille seddel på døren, hvor der kunne stå ”Jeg er i sangraven” eller ”Jeg er i brusen”. Det var skrevet med en skrift, som hvis man skrev på et tyndt papir på et sisal-tæppe.
Når der var nytårsaften, og ”halloween” (det var i hvert fald den tid på året, hvor der kunne laves hoveder i græskar, kålrabi og roer), så skulle det gå ud over stakkels Marinus. Vi børn syntes at det var sjovt at sidde under hans stue vindue og hæve sådan et hoved op, så det kunne kigge ind i stuen. Så kunne man høre Marinus skrige, og en masse skrumlen – ja, han gemte sig under bordet. Jeg har mange gange fortrudt at have været med til det. Der gik rygter i Øster Hornum om at han fremviste en tegning af en ”atom-støvsuger”. Jeg var én af de heldige som så tegningen. Det var en flyvemaskine med en stor Nilfisk lignende ting ovenpå. I hvert tilfald havde Niels Bohr ikke været inspirator for Bøst Marinus.
En dag var han nede på mejeriet, hvor man var ved at bygge det nye mejeri. Han fortalte om sin opfindelse, lige indtil Egon Overvad sagde til ham, at han havde hørt at murer-Anders havde solgt tegningerne til russerne for 75.000 kr. Så blev Marinus bange, for havde han nu bragt landet i fare. Han strøg hen til Kommunekontoret, hvor min far var kæmner. Kom farende ind på kontoret og sagde: ”Egon Oval sæjer at Mure-Annis hår solgt min tegning til russerne”. Rolig nu, sagde min far – du ska’ ikke tro på alt hvad folk fortæller. – en lille pause … ”Er do åsse mæ i et?”. Han var lidt skeptisk om hvad der var rigtigt. Han gik dog hjem og skrev et brev til statsministeren. Han havde fået adressen af min far – for han ville jo orientere om faren fra øst. Et par uger efter fik han brev fra ministeriet om at man havde modtaget brevet og at man ville se på sagen. Det skal siges, at de havde ringet til min far, som orienterede om at man bare skulle kvittere for brevet.
Han kom så igen på kommunekontoret og sagde til min far: ” De ska’ nok finde ud af det!
Da jeg gik i skole – trommesæt
Da jeg gik i skole, i 1960 (10 år gl.), var jeg med i et band, hvor jeg sad bag trommen – der var kun en lilletromme, highhat og bækken. Jeg spillede med 3 andre drenge, Svend Haase, trompet, Mogens Christensen, guitar og hans bror, Jørgen Christensen på saxofon. Vi nåede at spille i byens forsamlingshus og på skolen. På skolen, på samme sted, hvor The Bongoes fra Nibe, havde debut året efter.
Jeg ønskede at udvide med yderligere udstyr og havde rekvireret 1 blad fra ”Alfred Christensen” i Holstebro. Deri var mange musikinstrumenter og så kunne drømmene rigtig få udfoldelse. Jeg tog bladet med i skole og viste det til én af klassekammeraterne, Niels Ole (Mikkelsen). Han var vildt imponeret af de flotte billeder. Ja, han kunne nu også godt tænke sig et trommesæt. Vi snakkede lidt frem og tilbage om det og enden blev, at han jo også skulle have sådan en brochure. Der var en talon på bagsiden som man kunne udfylde med navn og adresse og et afkrydsningsfelt – med ”brochure ønskes” og ”konsulentbesøg ønskes”. Vi var ikke helt sikre, så vi satte kryds i begge felter.
En uge efter kom min kammerat hen til mig i skolen og fortalte, at dagen før om eftermiddagen, svingede en kæmpe lastbil – af flyttebil slagsen – ind, foran deres lille stråtækte hus, som var beliggende lige neden for kirken. Bilen havde en lille klaverspige siddende på skrå henad siden på ladet – og faderen (Gunnar Mikkelsen) var lige stået op af middagssøvnen og havde stadigvæk frisuren fra søvnen, tog imod konsulenten og spurgte, hvilket ærinde han havde. ”Jo, han havde lastbilen fyldt med trommesæt, som en vis Niels Ole var interesseret i”. Niels Oles far forstod alvoren og stoppede konsulentbesøget med ”Vi er ikke interesseret” – men tog dog imod brochuren på Niels Oles vegne – og ros, det fik knægten ikke. Jeg tror ikke at Niels Ole senere har fået en musikalsk tromme karriere.
Dilettant med far og Arne
Her om vinteren er der mange steder dilettant. I gamle dage var der i Øster Hornum også dilettant. Min bedstefar, Niels Andersen og hans bror, Marinus Andersen, som boede oppe mod Harrild, var sammen med andre borgere med til disse forestillinger. Det var ofte stykker med romantik mellem gårdmandsdøtre og husmandssønner, som ikke måtte få hinanden (nok på grund af deres status).
Min far (Cræn/Christen Andersen) fortalte mig om tiden i 1920’erne, om, hvordan han glædede sig til at se diletantterne i forsamlingshuset. Det nærmede sig den tid, hvor det skulle løbe af stablen. Hans gode kammerat, Arne Larsen (Anton og Cecilie’s søn fra Varehuset), ville min far gerne have med til forestillingen. Der var dog det problem, at det måtte han ikke for sin far og mor. Min bedstefar gik over til dem (de var gode naboer) og fik en snak om det. Det skyldtes at man i Indremissionen ikke påskønnede dilletanten, men ved min bedstefars gode taleevner lykkedes det dog, at Arne måtte komme med min far – men det havde en omkostning – min far skulle så med i missionshuset i den weekend (og alle 3 dage) hvor der var missionsuge. Handelen blev indgået. Arne kom i ”teatret” i forsamlingshuset, og min fars sjæl havde større chancer for at blive reddet.
Dilettant og Gøglervognen
I min egen drengetid var jeg hvert år til opførelsen af dilettant skuespillet i Forsamlingshuset. Det var Husmandsforeningen, med Marnas far, Peter Jensen, Thomas Simoni, som var ”hovedpersonerne” i de folkelige dramaer. Man levede sig ind i spillet. Der var også “”Gøglervogn” i 1956, hvor alle deltagerne øvede hjemme hos os i sognerådssalen. Der var jo ingen fjernsyn at konkurrere med, så der kom et sted imellem 600 og 800 til forestillingen lørdag aften – der kunne ikke være flere i forsamlingshuset. Carl Haase var toastmaster. Jeg selv sad oppe foran. Der var en sketch med min bedstefar (Niels Andersen) og Alfred Haase. Det drejede sig om, hvad en fidus var for een. Pludselig fik min bedstefar een på kassen af Alfred (i bedste James Bond stil) og min bedstefar tog sig til hovedet. Han havde inden lavet sod fra en brændt prop og holdt det for øjet – så det så drabeligt ud. Jeg skreg ved synet og der gik et stykke tid inden jeg igen hilste på ham, når han var ude ved Otto Haase med korn- og foderstoffer.
En bette tur til Nibe
I går søndag, om eftermiddagen, ville konen på køretur til Nibe. Se Nibe Bredning og slutte med en soft-ice i isboden nede ved havnen. Vi fik vores is og sad og nød udsigten over havnen – og vi skulle hjemad. Vi satte os ind i Suzukien og jeg satte nøglen i – drejede og der kom kun kliklyde. Den ville ikke starte, og der var strøm på. Hvad nu?. Jette spurgte en mand, omkring 20 år, om han ville hjælpe mig med at skubbe den i gang. Jeg skubbede den selv ud fra parkeringen (den vejer jo ikke så meget, Ignissen). ”Nej, det kan jeg ikke – det gør ondt i min skulder” – senere kom der så en ældre mand med en hund. ”Jeg skal nok hjælpe med at skubbe den i gang, men så skal du holde hunden – en flot collie – det kunne være Lassie. Den startede med det samme, og vi blev reddet og kunne køre hjem. Bilen vil stadigvæk ikke starte og skal ha’ ny starter I. Jeg sagde til Jette: ”Måske vi selv skulle få os en ny starter – ja, måske også en helt ny motor”.
Fodbold-Folke-Festen 2022
Tirsdag den 2. august 2022 var der lagt op til nye højder for vores herre fodboldhold, serie 3. Her i dagene op til denne dyst med Ringkøbing IF, som er i Danmarksserien, var forventningerne høje. Vi gik rundt i vores lille soveby og kunne pludselig se ”vores” drenge sætte Øster Hornum på landkortet. Måske Ø. H. havde chancen for at gå videre i pokalturneringen og møde endnu større hold – måske AaB, FCM eller måske FCK eller Brøndby. Jeg havde fundet min håndværkertaske frem med video-udstyret til at optage stemningen på stadion. Jeg kom derover. Der var over 350 tilskuere til kampen (en del gamle Øster Hornum boere var også kommet hjem for at se ”braget”), og jeg begyndte at interviewe de ivrige tilskuere. Der blev spået 1-0 eller 2-1 til Øster Hornum – i hvert fald ville vi vinde. Alt så rosenrødt ud. Knægtene varmede op på udendørs-håndboldbanen, som ligger i ly af Katbakken. Det var intenst træning med teknisk boldbehandling, boldspil i trekanter, råb fra spillerne og en ivrighed, som jeg aldrig har set på Øster Hornum Stadion. Jeg kunne se på flere af spillerne, at de drømte om måske en dag at skulle spille i Italien, Spanien eller England. Alle var målrettet – det måtte ikke glippe. Det var nu, det gjaldt. Selv rågerne på Katbakken var stille – de anede at noget stort skulle ske.
Så begyndte kampen. Der var røg og romerlys lige nede foran klubhuset. Så kom mit uheld. Batteriet i videoen var næsten tomt, så jeg måtte skifte. Det medbragte ekstrabatteri, som var i tasken, var også tomt. Jeg måtte derefter traske ned til bilen, køre hjem og hente endnu et batteri. På vej ned til bilen var Ø. H. i et hurtigt angreb, jeg bremsede op, angrebsspilleren sendte et skud afsted, som fløj lige forbi målet. Jeg skulle skynde mig hjem, for det her blev spændende. Da jeg kom tilbage med et opladt batteri, var lige før første halvleg var slut. ”Fjenden” fra Ringkøbing havde, mens jeg var hjemme, scoret et par gange. Halvlegen for spillerne i klubhuset skulle bruges på taktik.
2.halvleg startede. Jeg havde placeret mig tættest Ringkøbings mål, for her ville det jo ske. Derfra kunne jeg så se Ringkøbing score det ene mål efter det andet. Ringkøbing ligger jo næsten ude i Vesterhavet og spillerne er vant til regn, storm og rusk. Så der havde de en stor fordel. Der var blæst og lidt regn som lige passede ”gæsterne”. Vi har jo til daglig Katbakken til at bremse vinden – og vi har mere fastlandsklima, så det har nok også spillet ind i modgang for Ø. H.-spillerne. Der blev solgt masser af fadøl og pølser med brød. Jeg havde selv sprunget aftensmaden over for at opleve en rigtig fodboldkamp ”med det hele”. Da kampen sluttede af, takkede spillerne os publikummer for opbakningen. Jo, vi fra Øster Hornum, står også sammen, også når der er modvind og når ”fjenden” slår os med 6 – 0. Vi kunne ha’ fået et enkelt mål i slutningen, men stolpen stod i vejen. Det går nok en rum tid inden de store klubber i Europa kommer og headhunter vores dygtige serie 3 spillere – men så er vi da heldige at beholde dem i idrætsforeningen.
Det var en underholdende dag, som vi kan være stolte over, trods nederlag, og bedre held næste gang.
Fødselsdage – tilbageblik – da jeg var knægt
Da jeg var en dreng og der var fødselsdag, var man ofte inviteret til boller og lagkage, tilhørende varm cacao/chokolade. Jeg husker nogle af dem. Blandt andet hos Sonja (Kurt og Henning Nørgaards søster). Hun boede på hjørnet Estrupvej/Smedevænget. Der var serveret chokolade, boller og vi ventede spændt på lagkagen. Pludselig kom Sonja’s mor ind, kikkede på mig og sagde: ”Nu får du et kys Tage – af mig” – jeg stivnede – for det var jeg som ung dreng ikke vandt til. Hun gik ud i køkkenet, kom tilbage med en plade kyskager, som hun havde bagt – jeg fik én og slap med skrækken.
En anden gang var jeg ude hos Tommy i Hæsum. Her havde Debora (gift med Jens og Tommys mor) bagt, som skik og brug, boller og lagkage. Debora skar stykker af lagkage og kom på vores tallerkner. Jeg kunne godt li’ lagkage som de fleste. Dog var der én der ikke kunne lide flødeskum – og han kunne ikke få sig til at sige ”nej tak”, så han listede sit stykke ned i bukselommen. Nu var det sådan at Tommys fødselsdag var i juni, der var varmt, solen skinnede – og så kunne han jo også mærke fløden mod sit lår i sine kortbukser – og udenpå var det jo heller ikke så smart. Debora var en knag til at sætte os knægte i gang, blandt andet med orienteringsløb i skoven. Jeg har senere hørt, at det hold som kom ind som de første, spiste hele præmien, som vi alle skulle ha’ været med til at dele.
Fødselsdag var hos Knud Haase, (Otto Haase og Karens søn) – han boede i det første hus på Estrupvej (Haasegaarden). Han blev fem år og havde i den anledning fået sherif-udstyr med stjerne, vest og hat med revolvere i siden til knaldhætter. Hans onkel Carl var også sherif og boede som nabo (der hvor Henrik Haase bor) – han var byens ægte sherif – eller var sognefoged (som han var blevet udnævnt til efter at min bedstefar, Niels Andersen). Vi fik også hos Karen boller, lagkage og chokolade. Bagefter blev vi alle opstillet til fotografering lige udenfor huset. Karen fotograferede med et ”kasseapparat – 6 x 9 cm, vistnok et Kodak” – som kunne vendes 90 grader. For om det skulle være på langs (horisontalt) eller vertikalt, som de fleste i dag fotograferer – dog ikke os med rigtigt fotoapparat!
Og der kunne fortælles fra andre fødselsdage …………
Jeg hørte om en lidt ældre dreng, ude på Tranten. Alle drengene var ankommet. Gaven var som regel en flot ny krone (eller én der var pudset) – de blev de bænket i stuen, chokolade serveret, bollerne og lagkagen på vej. Som kom fødselaren ind og sagde højt ” Dær ær jæn der hår snydt sæ ind” (der manglede 1 krone i at det gik op med antallet af chokolade-drikkende drenge). Jeg nævner ingen navne, men jeg ved, at der er flere der kender ham.
Indkaldt til sygehuset …
Min kone, Jette, blev i begyndelsen af februar indkaldt til Kardiologisk afd. på sygehus Syd. Hun var henvist af hjerte speciallæge. Ventetiden var kun 14 dage, og det var hurtigt. Vi drog afsted hjemmefra i god tid og fandt en p-plads nedenfor sygehuset. Vi gik op mod den bygning GPS’en havde fortalt os var stedet, gik ind ad en dør, og indenfor lignede det en optagelse i filmen ”Riget”, dog uden det karakteristiske gule lys. Vi fandt en elevator, hvor der stod Kardiologisk amb. og drog en tak op. Indenfor var der et væld af mennesker, mest ældre. Jeg tog Jettes sygesikringsbevis og indtjekkede hende. På skærmen stod ”Henvend dig i receptionen”. Jeg fik Jette bænket og gik til receptionen. Der var ingen, men efter et par minutter kom en yngre dame til syne. Hun fik det gule sygesikrings kort og kunne fortælle at det ikke var her, men ovre i hovedbygningen, vi skulle til. Så kom stemmen bagfra ”Vi kører hjem. Tage, hent bilen ………”. Nej da, sagde receptionisten. I skal da bare ha’ en kørestol. De står i kælderen, hvor I kom ind ……….. jeg smutter lige derned efter én. Lidt senere kom hun så med den. Jette blev placeret, og jeg blev skubber. Her kommer fordelen ved dagligt at gå med rollator. Vi drog afsted, og jeg følte at vi var tilbage i ”Matador”-tiden med fru Møhge i kørestol og mig selv som Misse …… dog mødte vi hverken Arnold, Albert Arnesen, hr. Swan eller oberst Hackel. Vi kom ind til elevatorerne og hurtigt til det rette sted. Jette fik skannet overkroppen. Hun skulle vente en halv time derude, hvor vi så kunne få en kop kaffe. Jeg sagde ”Nu henter jeg bilen, og så kan du jo sidde på bænken udenfor”. Jeg gik ud og hen til en lidt rund mand ved den ene taxi. ”Tror du det går at holde her? bare i 15 sekunder, så konen kan komme ind i bilen”. ”Det ved jeg ikke – jeg står og venter på at min kone henter mig, men prøv ham p-vagten, som går lige der”. Han var optaget af at få en yngre kvinde af sin cykel på grund af cyklen på fortovet – nok en sygeplejerske som var lidt seen på den. Jeg spurgte ham om mit ærinde. ”Du må ikke holde på taxi pladsen, men jeg er her et stykke tid så jeg skal nok finde ud af det, når du kommer med bilen”. Godt, jeg hentede bilen og han vinkede mig ind, konen rejste sig fra bænken. Men inden hun nåede derned, var en ældre grå dame med en kraftig stok og en rund, brun filthat med fiskenet ned over højre øje, målrettet på vej mod bilen. Jeg vinkede afværgende. P-vagten fangede pointen – jeg rullede vinduet ned og hørte i det fjerne ”Det er MIIN mand i bilen” og det var med autoritet i stemmen, så den ældre dame med den runde filthat stoppede og så forvirret ud. P-vagten sagde så til mig ” Nu må du så vælge, hvem du vil ha’ med hjem”. Nå, det blev så fru Fernando Møhge som fik æren af forsædepladsen.
Lindholm Høje
Da jeg var ca. 5 år gammel, var jeg på udflugt med min bedstemor og bedstefar. Vi blev kørt i bil over Limfjordsbroen af min faster og onkel. Så gik vi derfra til Lindholm Høje, gik rundt deroppe – det var lige noget for min bedstefar. Det var selvfølgelig uinteressant for en bette dreng, så jeg brokkede mig over alt det gåen rundt – og begyndte så at gå hjemad, ned ad bakken i rask trav. Min bedstefar, som jeg ellers var rigtig god ven med, gav mig så en lussing – en ordentlig én – jeg trillede et par meter, men det hjalp og var meget motiverende for at se alle stensætningerne og der var ingen klagen med at gå – bagefter gik vi ned gennem Nørresundby, over broen og til den gamle rutebilstation ved gåsepigen. Derfor er den i tydelig erindring for mig. Vi kørte derfra og endte i Molbjerg (rutebilen skulle videre til Nibe) – og så gik vi hjem derfra.
Min bedstemor mistede sin tånegl på storetåen, for hun havde ikke regnet med så lang en gåtur og det var jo søndag, så det var søndagstøjet som var til fremvisning. Dagen efter mødte min bedstefar op hos mine forældre – han tænkte, at han måske havde været for hård. Min far gav min ham det råd – ”Gå selv ind og snak med ham – jeg tror at han (mig) ikke er særlig glad for dig i øjeblikket”. Min bedstefar kom ind i stuen – sagde ikke ret meget, tog sin tegnebog frem – og så blev jeg 2 kr. rigere. At få en lussing dengang – det var jo en normal ting – og mange fik ”motivation” i skolen for ”så ka’ I lære det”.
Lærer Møller og gymnastik
Vi havde en lærer, lærer Møller, som beordrede vores klasse (drenge) til at hoppe over plinten. Først den nederste – så var der et stort hul midt i – ja, det var farligt. Så kom den næste ovenpå – og vi skulle springe over ………. så kom 3 på …. og da det blev min tur, sagde jeg til Møller, at det tør jeg ikke. ”Nå, du tør ikke? Så løftede han højre hånd til en gang lussinger. Pludselig turde jeg så godt, for jeg vidste, at han slog virkelig igennem. Jeg tog tilløb – løb hen til plinten – kom næsten over – ramte overkanten og faldt ned på den anden side. Jeg kunne ikke gå – heller ikke støtte på benet. Der var ikke andet for end at Møller måtte ringe til min far – for jeg skulle på skadestuen i Aalborg. Min far ankom til skolen og ville gerne have en forklaring på, hvad der var sket. Møller talte om uheld, men jeg kunne fortælle min far noget andet på vejen til skadestuen.
Nogle dage efter så jeg Møller nede hos min far som var kæmner i kommunen og havde adgang til sogneråd, skolekommission – ja, han var den der var sekretær for det hele i en lille kommune dengang. Derefter var der aldrig trusler fra Møllers side overfor mig. Jeg tænker, at min far havde fortalt ham nogle historier om hvad der kunne ske, hvis han ikke kunne tøjle sine psykopatiske lyster. Møller flyttede senere fra byen – jeg havde kun forstuvet foden. Min far talte aldrig om episoden til nogen – men han havde en klemme på Møller.
Mand på kommunekontoret
Kommunekontoret havde åben til sent om aftenen den sidste dag i oktober. Cræn (kæmneren og min far) og Birte (min mor) var gået i seng sent om aftenen. Næste morgen ved 05-tiden vågnede de op ved at der rumsteredes i kommunekontoret. De lå i sengen og hørte, at der blev trampet op ad trappen og henad gangen udenfor soveværelset. Pludselig gik døren op og en ungersvend sagde med høj stemme ”Ka’ a blyw fløt” ……….. min far svarede ”Ja, det ka’ do – og det ska’ fand’mæ go stærkt”. Min far og karlen, som skulle flytte ,gik ned på kommunekontoret/folkeregistret. Min far ville da gerne vide, hvordan han var kommet ind. Jo, igennem et vindue i kælderen som ikke var haspet til. Med en lommekniv fik han dirket vinduet op.
Musik og dans i gamle dage/i min ungdom
Jeg kan da godt huske en del af det. I begyndelsen af tresserne var der kun levende musik. Dog kunne man til eftergilderne efter konfirmationen medbringe en gammel TO-R Radio og tilslutte en pladespiller. Jeg kan huske, at min LP-plade ”With the Beatles” og Mogens og Ejnar Mark Christensen havde ”Blue Hawaii” med Elvis, som egnede sig mest til sidst på aftenen. Så kom diskotekerne, som jeg synes tog alt liv af musikken, men som Hausgaard siger ”Det er jo det de unge vil ha’”. Det var godt nok musik, og der var dans, hvis man vil kalde det DET. Nej, noget som i hvert fald ikke kommer fra danseskolen. Der var noget trist over det, folk stod på samme sted og jokkede lidt frem og tilbage og svingede med armene, uden at ænse dansepartneren, og ikke som tiden inden, hvor der var rigtige baller, og især ude på landets kroer, hvor folk dansede rundt, og mændene kunne mærke varen inden kinddansen startede inden lukketid. De gode popbands, f.eks. Strangers og Bongoes – de kunne mærke den intense spænding og følge med, hvor langt man var nået, at den festlige overrislede stemning krævede ørehængere som ”Only you…” kunne sættes ind eller et romantisk Shadows nummer kunne forlænge dansen.
De fleste var med på det hele – dog var der undtagelserne, dem som ikke havde lært dansetrin, men som fandt ligesindede med hang til at ville vise sig overfor damerne med en slåskamp, som tit endte udenfor ……. og der var jo ingen damer at imponere. Det var tit festlige aftener med god musik. Jeg huskede ofte at man kunne køre 40/50 kilometer for at høre netop et bestemt band – jeg kørte til Hadsund, sammen med en kammerat, for at høre og se ”Les Manes”, på grund af deres Tijuana stil (Herb Albert). Jo, jeg var heldig at leve i den tid, hvor der var levende musik og rigtig dans til. I dag spiller jeg selv i band og spiller ”de gamle melodier” fra tresserne/halvfjerdserne.
Nytårsfortælling
Min far ”Cræn” oplevede nytårsaften fra midt i 1920’erne her i Øster Hornum. Da han var en stor dreng, var han så heldig at gå i skole med Ingeman Sørensen’s søn Martin (gift med Laura som var på ”apoteket” – overfor brugsen). Martin var altid med på løjerne. I skolen kunne han for eksempel nå at stoppe sin pibe når der blev sunget salmesang ved starten af skoledagen. Når så lærer Thuesen foldede sine hænder og begyndte at bede fadervor, så tændte Martin piben. Han vidste jo af erfaring, at lussingen først kom efter at der blev sagt ”amen” når Thuesen’s hænder var klar til dagens gøremål.
Når det så kom til nytårsaften – ja, så var Martin også leveringsdygtig med krudt – altså ikke noget skrammel – men rigtig dynamit. Det havde han fra Ingeman’s lager. Han sprang sten for kommune og amt. Når først Martin havde gjort sit indtog i byen, så blev det festligt. Han havde også opskriften på hvordan gær kun få daværende lokummer til at ”svulme” over og lave ravage – så folk skulle sikre sig at der var låst indtil ”de bette huse”. Engang blev kommunens sanddynge – nok brugt til at rette vej op (der var jo ikke asfalteret endnu) sprængt i luften.
Så kommer vi efter krigen. Mor og far blev gift i 1946 lige inden jul – de var inviteret til at fejre nytårsaften hos Søren Thrysøes forældre, Ega og Jakob Thrysøe, som boede overfor fodboldbanen. Huset er nærmest Nibevej. De sad omkring et bord i stuen, serpentinerne hang ned fra lampen over bordet, og der var pyntet med knallerter og andet stads. Så de sad og drak øl, Cloc likør (som var meget udbredt dengang) og spiste sildemadder og smørrebrød.
Nede ved Haasegården var yngste søn af Jens Haase, Ove, også ved at gøre klar til en stor aften. I kælderen havde hans bror Oluf, gemt noget af det der var fra nedkastningerne fra krigen – han var med i modstandsbevægelsen. Her fandt Ove en maskinpistol og nogle patroner. Gik op på gårdspladsen trykkede på aftrækkeren og så løb den løbsk. Resultatet blev at nogle kugler endte gennem vinduet hos Anna og Anders Hansen, som boede, hvor gartner Buus bor nu. Anders Hansen gik ned til Haase og sagde til Ove: ”Det bryder vi os ikke om’”. De sad nemlig stille og roligt derhjemme og nød en kop kaffe. Ove lovede stoppe, og han satte midlertidige træplader for vinduerne. Aftenen var jo ung, og han havde hørt, at der var fest hos Thrysøes, så han vandrede så derud og kom ind med et ”Godt nytår” – og stillede en bordbombe midt på bordet, antændte en væge, og den spruttede fint og nærmede sig bordkanten. ”A må nok hellere stille den ud” sagde Ove. Han tog den med ud på græsplænen. Lidt efter gav det et brag. Skilderierne i stuen kom alle til at hænge skæve. Min far fortalte mig, at alle blev ædru i løbet af 2 sekunder.
Kan I så alle have et godt nytår. Måske der kommer et par videoer og en enkelt historie – så tæt på sandheden – til næste år!
Preben fra København – en ferie for ham hos Anemine og Niels Andersen i Øster Hornum
I 30’erne var der krise over hele verden på grund af krakket i 1929. Også her i landet var der stor økonomisk krise. I de store byer var der mange firmae,r der måtte lukke og familierne hutlede sig igennem. Mine bedsteforældre, Anemine og Niels Andersen, (de havde ingen nød) besluttede at hjemtage en dreng fra København fra én af de truede familier. Han hed Preben og var rigtig glad for tiden i Øster Hornum. Det var i 1945. Han kom hurtigt i kontakt med jævnaldrende børn. Efter sommerferien drog han tilbage til storbyen.
Senere skrev han til min bedstefar, om han ville skaffe ham en plads på en gård, for der er jo mange bønder omkring Øster Hornum. Og min bedstefar snakkede med ejeren af ”Abildgaard”, vistnok proprietær Winther. Og han hyrede Preben. En dag blev Preben sendt til dyrlægen for ”Wi hår en ko dær hår æ dåli’ yver” – og Preben cyklede ned til dyrlægen og sagde: ”Du er nødt til at komme ud til Abildgaard, for vi har en ko med et dårligt øje”. Han havde hørt folk på egnen snakke om æ ”yw” og det betyder øje – ”så’n sæjer a da sjæl – flertal er ywn”……
Preben var en populær mand, og gjorde sig også godt hos damerne, når han var til bal. Senere rejste han hjem igen til København. Han havde en stor familie derovre. Han besøgte min mor og far i tresserne og …….. Tage, du er jo så fotointeresseret – her er et billede af min kone – det var godt nok et nøgen-billede, men det var et flot portræt. Jow, det er jo lidt mere fremme i skoene derovre. På billedet ses Preben på dyrhavsbakken – det var et postkort han sendte til Anemine og Niels Andersen, ”Tatol-smæjen”.
Pigtrådsmusik contra international koncert med ”Ten Years After” – tilbageblik
Engang i 1970 var jeg til bal i ”SKAL” i Nibe. Der var en enkelt ung dame med og også et par kammerater. Der var et af de nordjyske orkestre, der spillede så stemningen var høj. Der mødte jeg en af mine gamle klassekammerater. Vi fik alle et par øller/eller var det 3 (for jeg skulle jo køre hjem). Den gode stemning ved vores bord gjorde, at jeg inviterede dem alle til fest ugen efter.
Ved festen derhjemme fortalte Hans (klassekammeraten), at ”Ten Years After” et fantastisk rockband skulle spille i Tinghallen i Viborg. Han ville invitere nogle medstuderende (nogle gode damer) med – så kunne vi starte koncerten hjemme hos ham og få stemningen i vejret. Jeg drog til Viborg iført helt nyt moderne tøj med sort to-radet blazer (med guldknapper), flot moderne skjorte, slips og smarte sko. Da jeg ankom og kom ind, var velkomstkomiteen nogle hippier – mændene med langt hår (nogle endda med meget fedtet hår) – jeg havde nogle pilsnere med – der var noget ubestemmeligt ta’selv bord – vistnok mest franske kartofler og nogle nødder. Tænk, at sidde og høre rødt pigtrådsmusik fra musikanlægget – sammen med ca. 15 hippier, hvor flertallet af kvinderne var i Jesussandaler og flower power tøj og blomster stikkende ud alle vegne – og der sad jeg så i mit fine tøj og så smart ud. Jeg var godt nok outsideren. Det skal så siges at det ikke blev bedre da vi entrerede Tinghallen. Der var ca. 1100 tilskuere – 98 % hippier og flowerpower piger i bare tæer – vendte sig om og så mig. Pludselig kunne jeg slet ikke mærke virkningen af øllerne. Jeg husker, at det ikke var særlig let at hæve armene op over hovedet efter hvert nummer. Rockkoncerterne egner sig nok heller ikke til blazer og slips.
Efter den oplevelse undersøgte jeg altid hvilke musikoplevelser jeg i fremtiden skulle lytte til – jo, og også, hvor der var rigtig bal med pigtrådsorkestre – og gerne fra Nordjylland.
Vi ville danse … og det ville de andre også
Helt fra min tidlige barndom har musik været min drivkraft. Jeg kan huske grammofonen med 78-pladerne hjemme i stuen, når Winnifret Atwell spillede ragtime (nok én af min mors plader). Så kom skoletiden. Jeg husker første dag i skolen, og at vi startede med at synge ”I østen stiger solen op”. Jeg var nok 8 eller 9 år, da jeg kom til at spille i band med mejeribestyrerens 2 sønner, Mogens og Jørgen og sønnen fra Otto Haase’s foderstof, Svend Haase. Vi fik samlet undervisning på ”Aalborg Musikskole” i nogle lokaler ved Aalborghallen og var i et 13 mands orkester med yderligere klarinetter og kontrabas.
Så kom min tid med klaverundervisning i Nibe, hos frøken Skov Andersen, som havde svedeture og var plaget meget af overgangsalderen. Hun kunne næste græde – ikke af begejstring over mit spilleri – men over min manglende øvning – så jeg skylder hende nok en undskyldning, som jeg ikke kan give hende.
Så var det danseskolen i forsamlingshuset som blev vores ungdommens skønne skæbne. En række søde piger (en del fra min klasse på skolen) blev vores dansepartnere. Så fremtidsplaner med at skulle lære dansens glæder ved bryllupsvalseneller, at kunne danse til bal i forsamlingshuset eller endnu vildere i ”SKAL” i Nibe eller diverse kroer i Himmerland, som jeg brugte en del tid på i 20-års alderen. Danselæreren hed August Christensen og han havde i begyndelsen af ”dansestudiet” en harmonikaspiller med – han blev senere afløst af en grøn B&O båndoptager med grammofon påsat. Han dirigerede os bravt gennem vals, tango, quickstep, cha cha cha, rhumba, twist, samba og rheinländer polka – og han startede for eksempel en dans med ordene ”1 chassé og 2 chassé, og quikke vikke, vik vik, gå og stå” – hvilket vi drenge syntes var lidt frækt, så vi grinte lidt, hvis ikke han så på os. Jeg har lavet en bette video ud fra et still-billede. Jeg dansede med Agnes (Andersen fra Harrild). På originalbilledet ser hun ned i gulvet, så jeg har hentet ansigtet fra et skolebillede fra ca. samme tid. August står med Jonna Haase, derefter fra højre, Mogens Mark Christensen, med dansepartner Eva (Rasmussen), Bent Adamsen, med Hanne (Klitgaard) Mæ-sjæl, Tage med Agnes (Andersen), og yderst til venstre, Einar Mark Christensen med Marianne (Lassen) som jeg også dansede med et år – husker det tydeligt- for det var Rheinländer polkaen vi dansede til afdansnings-ballet, – som skulle danses ”awet om” altså i modsat retning. Hun havde en pædagogisk stærk vilje om, hvordan vi skulle klare afdansningsballet med denne dans. Nu var hun jo også et hoved højere end mig, så for publikummet havde det god underholdningsværdi – og det var Marianne da helt også klar over – så det ….. var bare om at følge med hende.
Jeg husker alle mine dansepartnere, som alle var nogle søde og viljestærke piger. Vi manglede desværre en del af piger og drenge fra det indremissionske miljø, hvor opfattelse af dansen var: ”Det er ikke selve dansen vi er imod – det er mere, hvad der kommer efter”. Så jeg og mange andre unge dansede gennem ungdommen på diverse hoteller og pavilloner til 60’er og 70’er musik. Det var ikke mange valsetoner som prægede dansegulvet ……….. der var jo lige ”Beautiful, beautiful brown Eyes” – så var det mere hofteskade dansen, som alle kunne være med til.
Jeg kan også huske, at når der var kammerats-aften i forsamlingshuset, hvor der ikke var dans og alkohol til stede – så var der munterhed udenfor med små kluk-flasker og kyllinger til at blande i citronvand – og efter en lille pause udenfor kunne det nok sætte gang i sanglegene, når den kristne ungdom igen mødte op igen på forsamlingshusets dansegulv. Sidst på aftenen kunne man udenfor opleve de røde Volvo Amazoner (dem var der en del af) stå og vippe, med dug på indersiderne af ruderne om kap med kædedansene indenfor.
Så var der en tid, hvor os midaldrende ægtepar tog dansen op igen. Det var amerikaner-dans, med country musik. Det var jeg og eks’en med til i 3 år. Jeg var da med til Jodle Birges 50-års fødselsdag i Oue forsamlingshus i fuld mundering – Square dance, hvor vi havde købt amerikanske skjorter med slips, fine strutkjoler – jeg investerede selv i en rigtig cowboyhat til 800 kr. lavet i selveste USA – igen var det sjove minder – og de tre hvide duer var fløjet væk. Der var også nogle som dansede folkedans – der ligesom squaredance stammede fra de franske dance lancier (hedder der vistnok). Ved siden af dansen var jeg med til at starte et popband i Farsø, ”The Blackbirds”, hvor jeg stoppede i september 1967 – det var et cowerband, som spillede musik fra denne tid, The Searchers, Beatles, Rolling Stones, nogle danske hits osv. (se lidt om historien i www.thitind.dk)
Nu om dage er alt dette nostalgi og gamle minder – nu er det ”Vild med dans” i fjernsynet, hvor vi bare kan sidde i lænestolene indenfor og glæde os over alt det de kendte kan lære på kort tid … og vi kan drikke kaffe og spise kager og blive tykkere … Ja, vi brugte 5 år på at kunne opnå at få en sølvkæde med danseriet i forsamlingshuset ………. min sølvkæde er for længst væk, men minderne fra dengang er der stadigvæk og gad vide hvor alle pigerne fra kroerne er blev af?