Glimt fra Kulturuger 2023 i Øster Hornum

Der afholdtes kulturuger i Rebild Kommune fra 9. september til 24. september.
I Øster Hornum var der mange arrangementer – læs nedenfor, hvad der foregik.

50-års jubilæum i Lokalhistorisk Arkiv

”Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune” fejrede 9. september sit 50-års jubilæum med et meget godt besøgt arrangement, hvor museumsinspektør Stig Bergmann, Nordjyske Museer, fortalte om udgravningen af Støvring Vandmølle i 2021.

”Vi spiser Sammen”

”Vi spiser Sammen” blev afholdt i Forsamlingshuset 12. september. Menuen stod på bøfsandwich ”med det hele” og efterfølgende æblekage. Det var som sædvanligvis kok Anders, der stod for det kulinariske. Holdet bag ”Vi spiser Sammen” stod for det praktiske.

Kaffewalk

Nyskabelsen ”Kaffewalk” blev introduceret 14. september sidst på eftermiddagen og først på aftenen. Kaffewalk går i al enkelhed ud på at lære hinanden i byen at kende. Besøg hos dem man ikke kender. De, der deltog havde en god oplevelse. Kaffewalk vil indgå i Kulturugerne næste år.

Foreninger præsenterede sig

En række af byens foreninger præsenterede sig og sit virke 15. september med små stande rundt om i Brugsen. Der blev vist stor interesse for foreningerne, og mange fik ny medlemmer.

Overforbrug har konsekvenser

”Bedsteforældrenes Klimaaktion” plancheudstilling og udstilling 16. september på Katbakken af Moia-hoveder, udlånt af Hobro Friskole, som illustration af, hvordan en kultur, her Påskeøens, forsvandt måske på grund af overforbrug af træ. Dette sættes i perspektiv med nutidens overforbrug. Mange kom forbi og fik en god snak.

Loppemarked i Forsamlingshuset

Der var fuldt hus, da der 16. september blev afholdt loppemarked i og uden for Forsamlingshuset. Udbuddet i boderne var mangeartet: Tøj, spil, nyt såvel som brugt legetøj, bamser, bøger, sko, glasvarer og pyntegenstande til stue og have. For at understrege den hyggelige stemning, kunne der købes kaffe og kage i en særskilt bod.

Historisk byvandring

Der var historisk byvandring 17. september med Søren Thrysøe og Niels Nørgaard Nielsen som guider. En flok på godt 30 fulgte dem i over halvanden time rundt i byen, hvor der blev fortalt historiske kendsgerninger om byen garneret med et par eller flere gode skrøner om byens fortidige beboere.

Fællessang i Forsamlingshuset

Kulturugerne bød 17. september for tredje år i træk på ”Fællessang i Forsamlingshuset”. Over 40 sangglade mennesker fra byen og omegnen deltog. Det var som sædvanligt Mette, der sang for. Vi nåede ikke mindre end atten meget forskelligartede sange på en time og et kvarter. Koncerten med ”3’o” måtte desværre aflyses.

Skumringssang i Æblehaven

En nyskabelse i Kulturugerne var ”Skumringssang i Æblehaven” ved solnedgangstid 18. september. Karsten Hansen sang for og læste digte, der passede til lejligheden. Vejret havde før på dagen været blæsende og regnfuldt, men da aftenen faldt på var det dejligt vejr, så de fremmødte kunne nyde sensommeraftenen.

Da vi mistede …

Pia Øland Christensen fortalte 19. september i et fyldt Sognehus om sorgen efter at have mistet et barn:
”En personlig fortælling om, hvordan jeg oplevede sorgen og verden omkring mig, da vi mistede vores datter og derved også os selv, vores familie og vores liv, som vi kendte det. En fortælling, der er fyldt med sorg og mørke, men bestemt også håb, kærlighed og lys. For lyset fandtes, selvom vi i mørket havde svært ved at tro på, at vi igen ville se det. Men vi ville se det. Så vi kæmpede. Når sorgen bliver et livsvilkår, man skal finde en måde at leve med, så bliver livet et andet. Og i den søgen har man brug for mennesker omkring sig, som tør være i mørket og sorgen. Og det er svært for mange”.

Åbent hus på Varmeværket

Lørdag 23. september holdt Øster Hornum Varmeværk åbent hus. På værket kunne man møde bestyrelsen og ansatte, der fortalte om og viste rundt på værket. De fremmødte blev beværtet med pølser, brød, vand og øl. Udenfor viste de lokale ”Stempelriddere” deres flot renoverede veteranknallerter frem.

Åbent hus på Vandværket

Lørdag 23. september holdt Øster Hornum Vandværk åbent hus. På værket fortalte formanden om værkets historie og drift og om de udfordringer, der er med til stadighed at skaffe vand af allerhøjeste kvalitet. De fremmødte blev beværtet med kaffe, the, rundstykker og en lille skarp.

Holdet bag ”Kulturugerne i Øster Hornum” er glade for stort fremmøde til arrangementerne og glæder sig til at være med til at sætte rammerne for ”Kulturugerne i Øster Hornum” 2024.

Scroll to Top
×