Wøldikes haves Venner indbyder 29. august kl. 19.00 til festligt foredrag med masser af billeder på storskærm og gode historier. Det hele bliver samlet af Karsten Hansen under titlen: Demokratiets fødsel – set gennem et æble.
Foredraget foregår udendørs. Tag tøj efter vejret og en havestol med.
Der er kaffe og lidt til …
Arrangementet er gratis og foregår i Æblehaven.
Tiden fra år 1800 – år 1900 er vældig spændende. Enevældige konger afgiver magten og landet er i borgerkrige, men samtidig vækkes folket i den måske største omlægning af samfundet nogensinde. Frie bønder køber gård, højskoler etableres og følges af andelsbevægelsens mejerier, brugsforeninger, forsamlingshuse og biblioteker, fagforeninger opstår, mange unge drager til nye verdener.
Øster Hornum var næppe centrum i de store omlægninger – og dog!! Frugtavlen var en del af den store vækkelse og enhver højskole og landsby skulle have sin egen æblesort – som var bedre end de andres. Øster Hornum var et kraftcenter for frugtavl i Danmark og krumtappen i det hele var sognets præst Jeremias Wøldike som virkede her 1860 – 1879. Historien om ham og hans arbejde for både Øster Hornum og frugtavlen, bliver i foredraget puttet ind i den store historie om demokratiets fødsel – set gennem et æble.