Vores Kreative Frirum

Noget nyt er på vej i Øster Hornum – Vores Kreative Frirum.

Vores drøm er at skabe et åbent og inkluderende værksted, hvor man kan komme og være kreativ, fordybe sig, finde ro, få en pause fra hverdagen og ikke mindst være en del af et fællesskab. Keramik bliver udgangspunktet.

Vi er Tracey, Mette og Jane, og vi er ler-freaks. Vi har vidt forskellige baggrunde, men har alle fundet frem til leret og mærket, hvad det kan, og vil gerne dele vores keramik-begejstring med andre.

Arbejdet med ler er for alle, uanset alder, erfaring og øvrige forudsætninger. For os handler det ikke om at lave perfekte ting, men om at mærke glæden ved at skabe, prøve sig frem, fejle, prøve igen. Og måske overraske sig selv i processen.

Vores Kreative Frirum bliver drevet af frivillige kræfter. Der vil ikke blive traditionelle keramikhold, men drømmen er et åbent værksted, hvor man kan finde roen, og hvor man kan hjælpe og inspirere hinanden. Derudover vil der komme workshops omkring forskellige temaer og teknikker, måske også med undervisere udefra.

Vi starter langsomt op i efteråret, og kommer til at holde til på Øster Hornum Børneunivers.

Det praktiske omkring værkstedet er stadig under udarbejdelse, og vil helt sikkert blive justeret undervejs. Men nogle ting er på plads: Intro-workshops: Disse vil vi afvikle løbende, og vi kan nå 3 inden jul. Deltagelse i en intro-workshop bliver obligatorisk for senere at kunne benytte værkstedet i åbningstiden. Her lærer man at lave en kop med to forskellige teknikker samt basisviden om glasering.

Prisen for en intro-workshop er 500 kr. for 2×3 timer.

Nærmere information inkl. datoer følger.

Når vi sætter i gang, vil værkstedet være åbent to gange om ugen, til at begynde med bliver det mandag og torsdag kl. 18-21. Forventningen er senere at kunne udvide åbningstiden.

Et aktivt medlemskab koster 300kr pr måned

Ler inkl. brænding og glasur koster 65 kr./kg.

Scroll to Top
×