Der blev afholdt Skt. Hans-fest på Katbakken 23. juni 2025. FDF arrangerede og “Vi spiser Sammen” sørgede for pitabrød med kebab “med det hele”. Søren Peter Jørgensen holdt båltalen, som kan læses under fotoserien (kommer snart!).
Øster Hornum-sangen og Skt. Hans-visen blev sunget og bålet lod sig lidt modvilligt tænde – men det lykkedes, se selv!
Båltale 2025 – Anders Peter Jørgensen
Det er en ære at få lov at stå heroppe og udbrede nogle visdomsord, eller hvad det nu ender med. Det havde jeg ikke set ligge i kortene, da jeg selv som en lille purk i 80erne væltede rundt nede ved bålet og ventede utålmodigt på at det skulle blive tændt. Men først skulle en eller anden gammel kedelig mand stå og snakke i alt for lang tid, det var ikke ret sjovt, nu hvor man hellere ville løbe rundt og lege og larme lidt. Og nu, nogle og 30 år senere, er det mig der er blevet den gamle kedelige mand – det er sjovt som livet slår nogle sving.
Jeg står her i dag som medstifter og en af de mange frivillige som får Øster Hornum ungdomsklub til at ske, cirka en gang om ugen. Vi har med ungdomsklubben prøvet at lave et fællesskab hvor de unge mennesker fra 5. til 7 klasse kan komme og hygge sig med hinanden, lege, spille og hvad nu end der falder dem ind, uden forpligtelser eller andet. De kan komme hver gang, hver anden gang eller hver anden måned, eller hvad nu end der passer ind – det er også derfor vi kæmper en hård kamp for at holde ungdomsklubben gratis for brugerne – og derfor vi opfordrer alle jer dejlige forældre til at sende lidt penge med i klub, der kan bruges i ØHIs café – det er nemlig af den vej, vi får penge til at betale for hallejen.
Udover ungernes fællesskab, har det også ligget os for øje at skabe et voksenfællesskab igennem ungdomsklubben. Så længe man har børn i børnehave og skole, nogle der går til fodbold eller andre sportsgrene, så er der masser af fællesskab den vej – men den dag ungerne bliver lidt ældre og mere selvkørende, flytter skole fra Øster Hornum til alverdens andre steder. Forsvinder det fællesskab stille og roligt og man mister måske lidt en fornemmelse af hvad der foregår i byen, da man måske ikke helt kommer så meget rundt og snakker med alle dem, man var vant til at snakke med. Den del tilbyder vi også i klubben, vi er fortrinsvist en flok modne til knap så modne mænd i klubben, et par kvinder – dem vil vi rigtigt gerne se flere af! Og så har vi haft unge kvinder fra 9. og 8. klasse – første og anden årgang i ungdomsklubben, som har hjulpet til det forgange år, det var superfedt og det vil vi også gerne se mere af – det har givet noget helt nyt for ungerne at kunne connecte med dem, på den vis. Der er altid plads til flere frivillige i klubben, forældre til dem der går der, eller nogle som slet ikke har noget med nogle i klubben at gøre – alle er velkomne – det er pissehyggeligt.
Fællesskaber er vigtige, uden dem går vi stille og roligt til og visner. Fællesskab omkring en sportsgren, en idrætsklub, en ungdomsklub, en religion, FDF, Birkehøj, Øster Hornum. Fællesskabet er det der driver små byer som vores fremad og giver os nogle holdepunkter i hverdagen – og som oftest gør alting meget sjovere. Selvom der selvfølgelig også kan være hårdt arbejde forbundet med at være med i et fællesskab – men nogle gange må man tage det sure med det søde.
Da jeg var bette, tænkte jeg ikke over alle de fællesskaber jeg var med i, i byen, de var der helt naturligt og alle var velkomne i de fællesskaber som var passende for alderstrinnet og interessen. Da jeg flyttede tilbage til byen for 4 år siden, fandt jeg stille og roligt ud af, at der stadig er mange fællesskaber herude – man skal bare lige ud ad døren og opsøge dem – ung som gammel. Der er fællesskab når vi er nede at se fodbold – der er der heller ingen der bider, hvis man snakker til dem. Når der bliver spillet badminton, tennis, crocket, Vi Spiser Sammen, når folk mødes i børneuniverset og gør en god gerning deroppe, når seniorservice gør byen pæn, når MeNaTeket laver arrangementer – ja, fællesskabet kan findes overalt – især hvis man leder lidt og de fleste fællesskaber er åbne for alle – de fleste herude er meget søde.
Og som tiderne er nu, kan vi ikke længere forvente at få den fornødne hjælp til fremdrift af hverken stat eller kommune – begge dele fattes penge – eller bruger dem forkert, afhængig af hvordan man ser på det. Endnu engang kommer fællesskabet ind i billedet – det vi vil, af nær omsorg og fremdrift i Øster Hornum, er vi langt henad vejen nød til at stå for selv – eller kæmpe hårdt for at få hjælp til, da vi let bliver overset herude på landet, er det fair? Det skulle man ikke mene, men ikke desto mindre er det den vej det går. Derfor kommer vi længst med fælles hjælp, om det er allerede eksisterende projekter i byen eller fremtidige. Og det er noget af det vi historisk har været gode til i byen. Hallen mente kommunen (dengang Støvring), ikke vi havde brug for, der var jo hverken langt til Støvring eller Suldrup og deres fine idrætshaller. Driftige folk herude mente noget andet og vi fik en flot hal, der stadig bringer stor gavn og glæde i dag. Lige nu er vi lidt i samme situation med halvudvidelse/MeNaTek – men mon det ikke også bliver til en realitet, inden ikke så længe!
Så længe vi har hinanden og fællesskaber, så skal Øster Hornum nok bestå. Grundpillerne i byen med skolen, Brugsen og hallen/idrætsforeningen -og den tiltrækningskræft de tre ting har på folk der tænker på at flytte til Øster Hornum – og muliggør mange andre tilbud som byen byder på – dem skal vi have kært, kæmpe for og støtte – hvis én af de piller forsvinder, så begynder byen at miste lidt tiltrækningskræft – men indtil videre er der er rigtigt mange med i fællesskabet om at bevare Øster Hornum som den er, og rigtigt mange er involveret i at udvikle byen oveni. Lige nu er der efter en uofficiel optælling lidt over 80 foreninger og afledte fællesskaber deraf i Øster Hornum. Det er alligevel mange i en by med 1059 indbyggere – det er det der gør Øster Hornum til Øster Hornum, os der er her – vi kæmper for byens udvikling og fremdrift og det gør at Øster Hornum længe vil blive ved med at gøre sig gældende som en dejlig landsby og verdens navle.