Arrangementer

KULTURUGER I ØSTER HORNUM – FORELØBIGT PROGRAM, DET PRAKTISKE OG IDÉER TIL AKTIVITETER

Kulturuger 2026, også i Øster Hornum – vil du eller din forening være med?

Der afholdes kulturuger i Rebild Kommune i uge 37 og 38, hvilket vil sige fra 4. september til og med 20. september med temaet ”Sammehængskraft”.

Der er afsat en pulje på 50.000 kr. til støtte til kulturuge-arrangementer. Ansøgningsskema:
https://selvbetjening.rebild.dk/form/ansoegning-om-stoette-til-kultur

Ansøgningsfristen er den 21. juni 2026.

Der kan også søges støtte i Kulturrådets udviklingspulje.

De sidste års kulturuger indeholdt en række arrangementer i Øster Hornum – det skulle dette års kulturuger også gerne gøre!

”Initiativgruppen bag KULTURUGER I ØSTER HORNUM” opfordrer byens foreninger, grupper og enkeltpersoner til at gå i tænkeboksen: HVAD KAN VI/JEG BIDRAGE MED!?!

Send en mail til nielsfraharrild@gmail.com om hvad du/din forening har planlagt og hvilke tips du/I har til idébanken.

Som inspiration kan her ses en liste med, hvad der allerede er planlagt og nedenunder en række mere eller mindre skøre/skæve/realistiske aktiviteter, der kunne realiseres i år:

Kalender for allerede planlagt:

5. september kl. 13.00: Gå med på en tidsrejse i vor by, Øster Hornum.
Kom med på en tidsrejse gennem byen, hvor der fortælles om bygninger og de virksomheder og forretninger, som beboede dem gennem tiden. Om store forandringer i byen og den foretagsomhed, som opstod og senere gik i glemmebogen, når nyere tider krævede ændringer, som var nødvendige for en fortsat udvikling. Det vil vi fortælle om. Vandringen slutter på Lokal Historisk Arkiv, hvor der vises en billedserie af byen før og nu. Guider på turen er Søren Thrysøe og Niels Nørgaard Nielsen, Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune.
PS: Vi begynder kl. 13.00 – men det er ikke nemt at vide, hvor lang tid, arrangementet varer, afhængigt at gå-tempo, spørgelyst og guidernes og deltagernes snakkesalighed.
6. september kl. 10.00 til 15.00: Keramik workshop 1 i Børneuniverset.
Vores Kreative Frirum er en nyetableret forening i Øster Hornum. Vi arbejder her i starten udelukkende med keramik, men målet er på sigt at inkludere andre kreative sysler. Vi holder til i Børneuniverset.
I forbindelse med kulturugerne vil vi kickstarte vores arbejde, og det gør vi med afholdelse af to workshops. På workshoppen laver man hver sin lille ting inspireret af temaet ‘Øster Hornum og Naturen’, som gerne skulle ende som dekoration på en af de mange stier i og omkring Øster Hornum.
Denne Workshop 1 er for unge/voksne eller børn ledsaget af en voksen, og her får vi fingrene i leret. Man behøver ikke at tilmelde sig, man møder bare op, forberedt på at blive en lille smule beskidt og på, at arbejdet med ler kan være vanedannende.
6. september kl. 13.00 til ca. 15.30: Strikkevandring i Øster Hornum
Starter i Æblehaven i Øster Hornum. Opgang til Æblehaven fra Harrildvej. Alternativt kører man til adressen “Til kirken 10”. Parker her, gå ind på kirkegården og følg flagene til æblehaven.
Arrangementet er gratis.
Strik mens du går – gå mens du strikker! Vi mødes i Æblehaven, hvor vi starter med en lille introduktion til historien bag strikkevandring samt lidt om bearbejdning og plantefarvning af uld og andre fibre. Se uddybning nedenfor. Herefter vil vi forsøge at vandre med strikketøj på stier og veje i Øster Hornum. Vi går langsomt, så alle kan være med. Medbring selv (rund)pind og lidt garn i taske eller pose/lomme, så det er let at bære, mens du strikker. Vi slutter af i Æblehaven med et lille kaffebord.
Læs mere, KLIK HER!
7. september kl. 19.00 til ca. 20.00: KIG FORBI TIL EN HYGGELIG DYST, KOM TIL KROCKET
Kulturugen nærmer sig, i den anledning inviterer vi til en krocket aften, (nysgerrige – nybegyndere – unge og ældre).
Kom til en sjov, social og uformel aften på græsset.
Krocket er det perfekte spil til at kombinere frisk luft, hyggeligt samvær og lidt sund taktisk konkurrence.
Vi sørger for baner og udstyr, og vil være vært med en øl eller vand.
Håber vi ses mandag den 7. september kl. 19.00 til ca. 20.00 på Øster Hornum Stadion.
Har du evt. spørgsmål, er du velkommen til at give os et ring på tlf. 51 26 33 14 eller 21 77 55 04.
Mvh. Øster Hornum Krocket
8. september kl. 19.30: Tage Dalby viser gamle film og fortæller.
Tema: Tages far Cræn Andersen, mor Birthe Andersen og farfar smed Andersen. Det foregår på Lokalhistorisk Arkiv, Birkehøjvej 8.
9. september kl. 17.00 til 19.00: Husflidsskolen viser arbejdende værksteder, Gl Skolevej 5.
10. september kl. 9.30: Små synger sammen i kirken.
10. september kl. 15.30 til 18.30: Workshop om skolens fremtidige brug og muligheder.  
En workshop med arkitektfirmaet Hele Landet, hvor vi skal dykke ned i de muligheder og ønsker der er for skolens fremtidige brug og hvordan skolen med fordel kan åbnes mere op for hele byen.
10. september kl. 16.00: Æblepresning i Wøldikes Have.
10. september kl. 17.30 til 20.30: Høstfest på Birkehøj.
Der vil blive serveret en lækker menu.
Pris: 125 kr. inklusiv 1 genstand.
Der kan købes yderligere drikkevarer.
Tilmelding senest mandag 1. 9. kl. 12 til Inge Buus tlf. 28 23 83 02.
Kom og være med til en hyggelig aften.
Birkehøjs Venner.
10. september kl. 19.00: Syng gospel for en aften med Mads Lindholm i Sognehuset.
Har du lyst til at prøve kræfter med at synge gospel? Så vær med, når vi inviterer til gospelkor for en aften. Vi lærer 3-4 gospelsange sammen. Det kræver ingen forudsætninger anden end lysten til at synge og til at være en del af fællesskabet.
Aftenens instruktør er Mads Lindholm. Mads har mange års erfaring og har bl.a. været korleder for Gospelkoret Shine og Sæby Gospel Choir.
Tilmeld dig til Kathrine på mail: katko@km.dk eller på tlf. 5119 0011.
Det er gratis at deltage.
I løbet af aftenen serveres kaffe/the og kage.
11. september kl. 8.15: “Byens Morgensang” i Kirken, hvor skolens elever deltager.
15. september kl. 18.00: Vi spiser Sammen i Forsamlingshuset.
Hovedret: Chilli sin carne med ris. Dessert: Æblekage.
Priser:
For 0 – 4- årige: Gratis.
For 5 – 11-årige: 30 kroner.
For 12-årige og derover: 60 kroner.
Tilmelding kan KUN ske via mobilepay på nr. 36272 i kommentarfeltet skrives antal personer og aldersgruppe.
16. september kl. 17.00 til 19.00: Rappelling fra kirketårnet.
Mærk suset i maven og nyd udsigten, når du får mulighed for at rappelle ned ad kirkens tårn. Vi gentager successen fra sidste år, denne gang forhåbentlig i tørvejr. Måske nogle vil prøve igen, eller andre har fået mod på det. Klatreinstruktør Camilla Finsterbach Kaup står for rappellingen sammen med hjælpere fra FDF. I første omgang giver vi plads til børn og unge mellem 8 og 18 år, men er du ældre, så tilmeld dig og vi ser, om der er plads. Dagen før får du besked på, om du skal rappelle mellem kl. 17 og 18 eller mellem kl. 18 og 19. Undervejs serveres øl/sodavand og lidt snacks uden for kirken til dem, der venter eller bare kigger på. Alle er naturligvis velkomne. Arrangementet er et samarbejde med FDF og Brugsen Øster Hornum.
Tilmelding, KLIK HER!
16. september kl. 19.30: Tage Dalby viser gamle film og fortæller:
Tema: Ældre filmoptagelser fra Øster Hornum. Det foregår på Lokalhistorisk Arkiv, Birkehøjvej 8.
17. september kl. 19.00: Skumringssang i Æblehaven –
med deltagelse af Kristine Jersin, som vil vælge og fortælle om sangene.
18. september kl. 7.55: Morgensang for alle på skolen.
18. september: Bierfest i Øster Hornum Hallen fra kl. 17.00 til 01.00.
20. september kl. 15.00 til 16.15: Fællessang i Forsamlingshuset.
26. september kl. 10,00 til 13.00: Keramik workshop 2 i Børneuniverset.
Vores Kreative Frirum er en nyetableret forening i Øster Hornum. Vi arbejder her i starten udelukkende med keramik, men målet er på sigt at inkludere andre kreative sysler. Vi holder til i Børneuniverset.
I forbindelse med kulturugerne vil vi kickstarte vores arbejde, og det gør vi med afholdelse af to workshops. På workshoppen laver man hver sin lille ting inspireret af temaet ‘Øster Hornum og Naturen’, som gerne skulle ende som dekoration på en af de mange stier i og omkring Øster Hornum.
Denne Workshop 1 er for unge/voksne eller børn ledsaget af en voksen, og her får vi fingrene i leret. Man behøver ikke at tilmelde sig, man møder bare op, forberedt på at blive en lille smule beskidt og på, at arbejdet med ler kan være vanedannende.

Koordineringen, så arrangementer ikke kolliderer, skal ske på to planer:

1: Kalender på www.oster-hornum.dk Den opdateres af redaqtøren, når nye aktiviteter melder sig. Arrangører lægger selv på diverse FaceBook-sider. For at komme med på plakat, der sættes op rundt i byen, skal det sendes til nielsfraharrild@gmail.com senest 22. august.

2: Alle arrangementer på kalenderen for derudad.dk, deadline 1. august – arrangører skal selv lægge på denne side – initiativgruppen bag ”Kulturuger i Øster Hornum” hjælper gerne.

Spørgsmål angående mødet kan rettes til undertegnede.

Venlig hilsen Initiativgruppen bag ”Kulturuger i Øster Hornum”.
Per Vilsbøll: pervilsboll@outlook.com, tlf.: 22 55 57 91
Trine Madsbøll: trinemadsboll@gmail.com, tlf.: 40 37 97 83
Mette Bach-Larsen: mett0901@rkom.dk, tlf.: 61 69 26 56
KONTAKT: Niels Nørgaard Nielsen: nielsfraharrild@gmail.com, tlf.: 21 49 16 38

IDÉER FRA MØDET 9. JUNI PÅ LOKALHISTORISK ARKIV – i tilfældig rækkefølge

ØH-march, evt. på de eksisterende stier, for at introducere dem til de, som endnu ikke har opdaget dem.

Keramikgruppen vil gerne lave en workshop. Og/eller tage initiativ til keramik langs stierne. Planetstien kunne også genetableres med keramiske planeter.

FDF vil gerne bidrage med aktiviteter.

Åben have. Der er allerede ”åben have” events i ØH nu.

Mandemuseum med ting, som ”man(d) ikke må have stående fremme hjemme”!

Walk and knit. Lis og Trine arbejder med ideer til en begivenhed i håndarbejdets tegn.

Koncert med lyttende og strikkende publikum.

Hyre en teatertrup, som kan skabe teater på stedet med børn og enkle rekvisitter.

Gospel-eftermiddag. Kom og syng med.

Tage Dalbys film fra gamle dage i ØH.

Broderisten (evt. næste år?)

Flagalle ved åbningen. Ellers evt. bare flag, der markerer det sted, hvor der foregår noget i Kulturugerne, når det foregår.

Kunstudstilling. Har vi nogle kunstnere i lokalområdet? Eller udstilling af billeder, vi allerede har hængende lokalt + evt. foredrag om anerkendt kunst. Eller hvad med at udvide konceptet med et foredrag om musik i et tilstødende lokale?

Skøre/skæve/realistiske aktiviteter – idébank fra foregående år i alfabetisk rækkefølge:

  • Bio på Katbakken
  • Børnekunst og voksenkunst – fx på skolen
  • Cykelgudstjeneste
  • Foreninger præsenterer sig – samlet ét sted
  • Fortællinger på cykelruterne
  • Hele byen synger morgensang – og aftensang.
  • Høst, sanglege, dans, musik – løvfaldsfest
  • Kaffe-walk (Borgerforening)
  • Kirkegårdsvandring
  • Kirke i det fri
  • Kreativt værksted
  • Kunst i det fri rundt om i byen
  • Leg i Hallen (ØH gymnastik)
  • Rappelling
  • Stempelridderne – tur ud i det blå – følg med på din knallert!
  • Teaterforestilling med børneaktører
  • Udstillinger – i alle genrer
  • Øster Hornum March – som det foregik i slutningen af 1970’erne
  • Åbent kor
  • Åbne haver og værksteder
  • Åbne institutioner

KULTURUGER I ØSTER HORNUM – FORELØBIGT PROGRAM, DET PRAKTISKE OG IDÉER TIL AKTIVITETER Read More »

Status på MeNaTeket, Hærvejsprojektet og Byens Bane

Der sker mange spændende ting omkring Øster Hornum Hallen, idrætscenter, Katbakken og vores fælles udviklingsprojekter. Derfor får I her en status på MeNaTekets Hærvejsprojekt, de kommende faser af MeNaTeket og projektet Byens Bane.

MeNaTekets Fase 1 – Hærvejsprojektet

Arbejdet med MeNaTekets første fase er godt i gang, men projektet er desværre blevet forsinket.

Årsagen er, at der fortsat arbejdes på en løsning omkring de arealer, som hallen skal udvides på. Øster Hornum Hallen ligger på en såkaldt sokkelgrund, og da de omkringliggende arealer ejes af Rebild Kommune, skal der findes en juridisk holdbar løsning omkring ejerskab, brugsret og fremtidig drift.

Kommunen har hele vejen igennem været positiv over for projektet og arbejder på en model, som både kan understøtte vores kommende udvidelser og samtidig sikre den nuværende vedligeholdelse af udearealerne. Sagen behandles i kommunens direktion den 9. juni.

I mellemtiden fortsætter forberedelserne. Tegninger er blevet tilpasset efter input fra brugerne, myndighedsmateriale udarbejdes, miljøundersøgelser og jordbundsprøver gennemføres, og arkitekter, ingeniører og øvrige rådgivere arbejder videre med projektet.

Selve Øster Hornums Hærvejsprojekt er allerede sat i gang med opførelsen af de nye hytter på Friluftscenter Katbakken. Der arbejdes samtidig med kommunikation, formidling og udvikling af projektets hjemmesider, ligesom der forberedes workshops, som efter sommerferien skal sætte fokus på fortælling og formidling af kulturhistorien omkring Øster Hornum og Hærvejen – særligt målrettet børn, unge og familier. En delaktivitet som lokalrådet har givet støtte til.

I forhold til byggeriet af Fælleshuset betyder den opdaterede tidsplan, at byggeriet forventes at starte den 1. april 2027 og stå færdigt i november 2027.

Forsinkelsen betyder samtidig, at den kommende indendørssæson kan gennemføres uden større påvirkninger, og at der bliver bedre tid til at finde gode løsninger for blandt andet ØHFitness og Caféen under byggeperioden.

Fase 2 og 3 – Arbejdet fortsætter

Parallelt med fase 1 arbejder MeNaTekets styregruppe videre med de næste etaper.

Der er netop sendt ansøgning til Rebild Kommune om at genindsætte den tidligere bevilling til haludvidelsen, som blev fjernet i 2023. Samtidig arbejdes der med opdaterede budgetter, tilbud på gymnastikfaciliteter samt visualiseringer og materiale til kommende fondsansøgninger.

Målet er fortsat at skabe de moderne faciliteter, som skal understøtte fællesskab, bevægelse, læring og udvikling i Øster Hornum mange år frem.

Byens Bane nærmer sig

Sideløbende arbejdes der intensivt med projektet Byens Bane, som udvikler området omkring multibanen og løbebanen til et attraktivt aktivitetsområde for hele byen. Byens Bane er samtidig et vigtigt projekt, fordi flytningen af banerne skaber plads til opførelsen af fase 2 af MeNaTeket.

Projektet omfatter blandt andet:

  • Nye fitnessfaciliteter
  • OCR- og forhindringsbane
  • Trampoliner
  • Pannabane
  • Pumptrack-elementer
  • Legefaciliteter
  • Ny placering af multibanen

Der er allerede indsamlet ca. 1,2 mio. kr. til projektet, og byggeansøgningen er indsendt. Der arbejdes fortsat på den sidste finansiering til enkelte dele af projektet gennem fonde, puljer og crowdfunding, som vi håber byens og områdets virksomheder vil støtte op omkring.

Når byggetilladelsen er på plads, forventer vi at kunne bestille udstyret, så Byens Bane kan stå klar til indvielse i løbet af sensommeren eller det tidlige efterår.

Når vi løfter sammen, kan store visioner blive til virkelighed

Vi glæder os over, at flere af byens store fælles projekter nu bevæger sig fra vision til virkelighed.

Det er kun muligt, fordi så mange frivillige, foreninger, fonde, samarbejdspartnere og borgere bakker op og bidrager. Derfor skal der lyde en stor tak til alle jer, som har støttet projekterne undervejs – og også til de mange ildsjæle gennem generationer, som har været med til at udvikle Øster Hornum til det stærke lokalsamfund, vi kender i dag.

Sammen skaber vi fremtidens Øster Hornum.

Birgitte Bak-Sørensen
Formand, Øster Hornum Hallen

Status på MeNaTeket, Hærvejsprojektet og Byens Bane Read More »

Sankt Hans Aften på Birkehøj Øster Hornum

Tirsdag den 23. juni 2026 kl. 17.30.

Der serveres grillmad, is og kaffe med småkager.

 Pris 125 kr. inkl. 1 genstand

Yderligere vand, øl og vin kan købes.

Kom og vær med til en hyggelig aften med bål, båltale,

og selvfølgelig sang og hyggeligt samvær.

Båltale ved skoleleder for Øster Hornum Børneunivers Trine Damsgaard Nielsen.

Tilmelding senest torsdag den 10. juni kl. 12.00

til Inge tlf. 28 23 83 02

BIRKEHØJS VENNER.

Sankt Hans Aften på Birkehøj Øster Hornum Read More »

Arkiv.dk – indgang til lokalhistoriske billeder

Der kan findes flere tusinde gamle fotos fra Øster Hornum på www.arkiv.dk

Sådan finder du dem:

  1. www.arkiv.dk
  2. Midt på siden står ”Udvidet søgning”: KLIK.
  3. Til venstre i feltet Arkiv, skriver du Støvring.
  4. I feltet Type vælger du billeder.
  5. Skriv nu i søgefeltet øverst hvad du vil se, skriv fx Nibevej – nu står der at du er på side 1 af 12, hver side indeholder 30 fotos, hvilket giver 300 fotos.
  6. Hvis du kun er interesseret i ældre fotos, afgrænser du ved i feltet Periode at skrive fx fra 1880 til 1965. Nu er antallet nede på 150.

… så er det blot at gå på opdagelse i de mange fotos af Nibevej før 1965.

Navne

Søger du navne, fx ”Henry Sørensen”, er det vigtigt at der sættes anførselstegn om navnet. Her får du 50 fotos vist.

Hvis anførselstegnene undlades, får du mange andre fotos, der ikke har noget med Henry Sørensen at gøre – op mod 100.

Stavemåder:

Søger du navne som fx Kristian Pedersen, skal du være opmærksom på, hvor mange måder det kan skrives på: ”Kristian Pedersen”, ”Christian Pedersen”, ”Kristian Petersen”, ”Christian Petersen”, ”Kr. Pedersen”, ”Chr. Pedersen”, ”Cræn Pedersen”, ”Cræn Petersen”, ”Cræn Piesen” – og sikkert flere varianter, så opgiv ikke ved dit første forsøg, men vær opmærksom på de mange stavemåder. Man skal også være opmærksom på, at fx Nørgård også kan skrive Nørgaard – sådanne småting kan systemet ikke klare pr. automatik.

Henvisninger:

Hvis du fx vil søge fotos af Øster Hornum Mejeri og skriver med anførselstegn ”Øster Hornum Mejeri”, vises 11 fotos. Hvis du åbner et af den, ser du forneden til højre en overskrift ”Søg videre …”, Klik her på ”Øster Hornum Andelsmejeri”, og der fremkommer flere resultater.

Henvisningerne kan ofte lede frem til flere resultater – og måske overraskende genveje til fotos, du ikke i første omgang havde tænkt på eksistensen af.

Andet end fotos:

Der kan også søges efter breve, foreningsprotokoller og andre arkivalier (papir, film, lydoptagelse eller bøger), men det vil være for omfattende her at komme ind på, hvordan det gøres – men ligner meget søgningen efter billeder. Du kan altid henvende sig på Arkivet i åbningstiderne for at få yderlige vejledning i brugen af Arkiv.dk

Dine kommentarer – og ny oplysninger:

Har du spørgsmål eller yderligere oplysninger til et billede, må du MEGET gerne skrive til arkivet, det gøres sådan:

KLIK på ”Kontakt arkivet” og skriv dit spørgsmål, kommentar eller yderligere oplysninger om stedet, det angivne årstal eller personerne på billedet. Arkivet sammenholder de ny oplysninger med hvad der allerede fremgår ved billedet og skriver supplerende oplysninger ind sammen med de eksisterende ved billedet på Arkiv.dk. Du får altid svar fra Arkivet og måske uddybende spørgsmål.

Det opleves til tider, at et billede tolkes vidt forskelligt, så ved nogle billeder er der to sideordnede fortællinger, hvis begge virker lige plausible.

Arkiv.dk – indgang til lokalhistoriske billeder Read More »

KULTURUGER i ØSTER HORNUM – INSPIRATIONS OG OPSTARTMØDE 9. JUNI.

Der afholdes KULTURUGER i Rebild Kommune i uge 37 og 38 – fra 5. september til og med 20. september.

De sidste flere år har vi i Øster Hornum og omegn koordineret og markedsført vores ”egen” del af KULTURUGERNE.

Alle foreninger og enkeltpersoner opfordres til at bidrage. Tænk allerede nu: Hvad kan min forening/jeg bidrage med! Du må meget gerne sende dine foreløbige planer til nielsfraharrild@gmail.com

Der afholdes møde 9. juni kl. 19.30 på ”Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune”, Birkehøjvej 8, Øster Hornum. Her aftales det videre forløb.

Du kan senere læse meget mere om hvordan arrangementerne tænkes koordineret her på forsiden af www.oster-hornum.dk

Venlig hilsen

Initiativgruppen bag ”KULTURUGER i Øster Hornum”:

  • Mette Bach-Larsen
  • Trine Madsbøll
  • Per Vilsbøll
  • Niels Nørgaard Nielsen

KONTAKT:

Nørgaard Nielsen, tlf. 21 49 16 38, mail nielsfraharrild@gmail.com

Mere detaljeret omtale, KLIK HER!

KULTURUGER i ØSTER HORNUM – INSPIRATIONS OG OPSTARTMØDE 9. JUNI. Read More »

Byggeri af hytter på Friluftscenter Katbakken, fotos af frivillige, der tager over og nedgravning af rør

Friluftscenter Katbakken kan nu fortælle at arbejdet med at klargøre området/byggepladsen hvor vore kommende natur bjælkehytter opføres er nu nået så langt, at der 9. juni blev holdt rejsegilde. Vandrør, elkabler og dræning er gravet ned – og så tager de frivillige over for at lægge gulv indendørs og græstørv på tagene. Senest er gulvene behandlet med mange lag tyk sæbe. kaldet “slevver”.
Vi beklager på forhånd de gener byggeriet eventuelt kan medføre for vore mange besøgende og lejere af Friluftscenter Katbakken.
Vi glæder os til at følge arbejdet de kommende uger og glæder os til at modtage de første henvendelser om leje af bjælkehytterne.
Herunder seks serier fotos af, hvordan byggeriet skrider frem.

Byggeri af hytter på Friluftscenter Katbakken, fotos af frivillige, der tager over og nedgravning af rør Read More »

Skt. Hans på Katbakken med “Vi spiser Sammen”

Der afholdes Sankt Hans fest på Katbakken tirsdag den. 23. juni.
Vi spiser sammen står for forplejningen, se nedenfor.
Der er mulighed for at købe drikkevarer samt kaffe/the og kage på Katbakken.
Program:
17.45: Velkomst.
18.00: Vi spiser Sammen.
19.15: Båltale, sang og båltænding.
Båltale ved Rikke Sass Sørensen, bestyrelsesmedlem Øster Hornum Børneunivers.
Se invitationen som pdf-fil, KLIK HER!

SPIS SAMMEN TIL SANKT HANS:
UDSOLGT.

Arrangør: Øster Hornum FDF og Vi spiser Sammen.

Skt. Hans på Katbakken med “Vi spiser Sammen” Read More »

Øster Hornum Sommerfest 2026

Der afholdes Sommerfest i Øster Hornum fra og med torsdag d. 11. juni, fredag d. 12. juni og lørdag d. 13. juni.

Torsdag 11. juni:
17.00 til 19.30: Banko i Øster Hornum Hallen (Husk tilmelding).

Fredag 12. juni:
16.00 til 20.00: Legeland i Hallen (gratis).
17.00 til 18.00: Ungdomskamp.
18.30 til 20.00: Øster Hornum IF vs. Bælum/Solbjerg IF (Serie 3).
Grillen tændes og caféen åbnes fra kl. 16.00.

Lørdag 13. juni:
10.00 til 13.30: Bagagerumsmarked (Husk tilmelding).
10.00 til 20.00: Legeland i Hallen (gratis).
10.00 til 15.30: Aktiviteter med Friluftscenter Katbakken.
10.00 til 12.00: Smykkeværksted for børn i Hallen.
12.00 til 16.00: Gadefodbold (Husk tilmelding).
13.00 til 16.00: FDF-aktiviteter.
16.00 til 16.20: Gymnastikopvisning.
– Her efter fortsætter hyggen til sidste mand går hjem.
Lørdagsmenuen: Foodtruck, kaffe og is.
Grillen tilbyder pølser, brød og kartoffelsalat.
Caféen starter frituren.
Der kan købes fadøl, sodavand, slushice mm.

Program kan ses som pdf-fil, KLIK HER!

Links for yderligere oplysninger og tilmelding:
Banko i Øster Hornum Hallen, KLIK HER!
Bagagerumsmarkedet, KLIK HER!
Gadefodbold, KLIK HER!

Øster Hornum Sommerfest 2026 Read More »

Strik i Æblehaven

Nu blomstrer pæretræerne – og om ganske få dage er det æbletræerne, der både dufter og ”danser” i solen!

Det skal nydes!

– så hvad med at komme op i Æblehaven og nørkle og hygge med lidt strikketøj eller andet håndarbejde sammen med andre hyggelige nørklere på ONSDAG d. 6. maj kl. 15-17? 

Det ser ud til at blive nogenlunde godt vejr 🌞🧶

Hvis man vil være sikker på at have ryglæn, så tag selv en campingstol med.

Hvis man har overskud, kan man også tage en kande kaffe eller andet med.

Venlig hilsen

Wøldikes Haves Venner

P.S. Man må også gerne komme, hvis man bare har lyst til at nyde haven og snakke!

(P.P.S. Hvis det er dårligt vejr, bliver vi bare hjemme – og finder en anden dag)

Strik i Æblehaven Read More »

Scroll to Top
×